Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem

Denne gang har svenske Åke Edwardson ikke skrevet en krimi, men en relativt smal roman om forældres sorg og krise. Absolut en roman, der giver stof til eftertanke, men den vil nok mest blive udlånt i kraft af forfatternavnet.

Denne lavmælte og knugende roman foregår omkring Sävsjö i Småland, hvor en lille familie rammes af en alvorlig ulykke. Efter en kraftig januarstorm kommer den 10-årige Andreas til skade i skoven, og nu et halvt år efter ligger han stadig i koma på hospitalet. Forældrene er selvsagt i krise og reagerer forskelligt i deres bundløse sorg og fortvivlelse. Ann er sygemeldt fra sit lærerjob og besøger dagligt Andreas og taler til ham i lange monologer, mens Johan er arbejdsløs og kæmper med selvbebrejdelser og sin trang til alkohol. De har svært ved at forlige sig med ventetiden og tanken om det værst tænkelige, og ikke sjældent går de helt skævt af hinanden i deres afmagt og angst. Åke Edwardson (født 1953) er som altid velskrivende og beskriver miljøer og personer overbevisende.

Tematikken med forældrenes sorg og krise genfindes bl.a. i Gerbrand Bakkers roman Juni fra 2010 og i Ida Jessens Det første jeg tænker på fra 2006. Desuden er Åke Edwardson bestemt en repræsentant for den melankoli, der så ofte optræder i svensk og norsk litteratur.

Velskrevet roman om forældres sorg og krise. Det er en roman uden nåde, men om den tomhed og tavshed, der kan opstå i limboet mellem himmel og helvede, liv og død.

Læs hele vurderingen