Swings both ways

"Hørt over hele albummet må man konkludere, at den ellers ferme popsnedker skuffer gevaldigt. Væk er gavflaben, der i stedet synger sig mageligt gennem klassikere og egne sange, der er under hans niveau".

"Det tidligere medlem af boybandet Take That har gennem sin lange og succesfulde solokarriere slået sig op på at være en slags moderne britisk udgave af pack-master Frank Sinatra med nogenlunde lige så stort forbrug af kvinder og det, der følger med.Nu har Robbie så valgt at følge den helt til dørs og udgive et album fyldt med swingmusik, fuldt orkesterarrangement og et følge af underskønne sangerinder - og et par mandlige sangere - til at duettere på kendte evergreens og enkelte nye numre ... Det er popmusik uden tilstræbte effekter, men baseret på den iørefaldende melodi, et godt arrangement og en tekst, der bare fænger".

Læs anmeldelse

"Der er noget alarmerende blodfattigt over Robbie Williams' 10. studiealbum, der er hans andet swingorienterede album. Problemet er, at Robbie Williams kan synge swing i søvne. Og det tynger albummet, der (...) i bedste fald lyder som easy listening camoufleret med groteske mængder af friskfyrblæsere".

"Man kan ikke kalde Robbie Williams en crooner i samme liga som Frank Sinatra, Dean Martin, Tony Bennett og George Michael. Der er ikke smurt olie på hans stemmebånd, og der er heller ikke en masse overlegenhed i hans vokale performance. I stedet er Williams den type sanger, der med gode vokale kræfter, højt humør, et glimt i øjet og mod kaster sig hovedkulds ud i fortolkninger af gennemtærskede klassikere som "Minnie The Moocher" og "Puttin' On The Ritz"".