Bøger / skønlitteratur til børn / noveller

Ti små hviskehistorier


Beskrivelse


10 små historier og et digt. Uden et fælles tema handler flere af dem om børns forestillingsverden, fx tanker om Gud, om døden, om skønheden, om at tro på sig selv, og at være god til noget.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2006

af

af

Else Lerche

2006

Poul Larsen har gennem mange år skrevet for børn, bl.a. dramaer, digte, letlæselige bøger og billedbøger. Hans glæde ved sproget mærker man også i denne lille novellesamling, der kan højtlæses fra 5 år og selvlæses fra 9 år. Forsidens farveakvarel rammer bogens stemning, og gør en nysgerrig efter at kende indholdet. Samlingen består af 10 små, korte, intense historier, og et digt der er trykt på bogens bagside. Historierne har ikke fælles tema, men bevæger sig med respekt og indføling inden for barnets forestillingsverden, tankerækker og filosoferen. De rummer varme og er livsbekræftende. De omhandler bl.a. forestillinger om Gud, tanker om døden, at have øje for skønheden, at tro på sig selv, og at være god til noget. Måske hedder de hviskehistorier, fordi forfatteren fortæller dem så lavmælt og intenst, at man ikke kan lade være med at lytte, stoppe op og selv tænke efter. De vil utvivlsomt få en berigende samtale i gang mellem barn og voksen. De er fortalt i et enkelt, stemningsfuldt, billedskabende og ind imellem poetisk sprog. Pia Thaulovs akvareller, en helsides pr. historie, harmonerer flot med teksten, og er med til at gøre bogen indbydende. De er malet i hendes karakteristiske, lidt løse streg i stærke farver. De er smukke på deres egen måde og meget stemningsfulde.