Novellesamling af 26-årig forfatter, som debuterede med digtsamlingen Vexelstrøm (98/28). Også her er han bl.a. inspireret af beat-digtningen, Kerouac osv. Novellerne, eller tekstforløbene, fortæller en række flimrende stemningsbilleder, der glider lidt ud i hinanden, delvist til en næsten romanagtig læseoplevelse. Om unge mennesker, rejseliv, druk, flirt, sex, rastløshed. Nogle er mere fabulerende og vidtløftige, hvor sproget har tendens til at blomstre lidt vel rigeligt, mens det er mere harmonisk i de mere realistiske historier, som virker meget tidstypiske og aktuelle. Der er nok lidt for meget eksperiment og sproghåndværk til at alle historier bliver levende og vedkommende. De fleste beskæftiger sig med ret anonyme personer, der først og fremmest bidrager til stemninger, og derved kan fortællingerne komme til at virke lidt udvendige. Men bogens titel skal tages bogstaveligt, og som sådan opfylder bogen sit formål at skildre en række situationer, der giver et zappende billede af en moderne verden. Målgruppen vil primært være unge/yngre læsere til ny dansk prosa.