Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Tør du spise en guldfisk?


Beskrivelse


Mik og Søren leger i parken og er meget optaget af guldfiskene i søen. Mik siger at man kan spise guldfisk, og det bliver han så nødt til at bevise.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. sep. 1999

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 9. sep. 1999

Er der nogen der ved hvordan en guldfisk smager? Jeg ved ikke, men det ved drengen Mik i denne lille sjove letlæste fortælling i serien Læs dansk bøgerne. Mik og hans ven Søren leger i parken, og er meget optaget af søen og guldfiskene i den. De kommer til at diskutere om man kan spise guldfisk, og Mik siger, at selvfølgelig kan man det, og så er der ingen vej tilbage – han må bevise det! En sjov historie, som forhåbentlig ikke frister nogen til at gentage Miks bedrifter, men som kan sætte gang i smilebåndet hos læsere fra 8 år. Teksten er sat med en forholdsvis stor sats, og sammensatte ord er delt med bindestreg. Bogen er illustreret med humoristiske stregtegninger i s/h, som meget fint er med til at understøtte teksten. Både forfatter og illustrator er kendt i børnebiblioteket fra mange andre bøger.


Bibliotekernes vurdering

d. 9. sep. 1999

af

af

Mogens Bille (skole)

d. 9. sep. 1999

Det er svært – og derfor en stor kunst – at skrive gode historier på et lavt lixtal. Selv ellers særdeles gode børnebogsforfattere kan have vanskeligheder med denne særlige genre, og jeg finder desværre, at Hjørdis Varmer – i hvert fald i dette tilfælde – tilhører denne kategori. Historien om de to venner, Mik og Søren, og deres forsøg med at spise levende guldfisk fra søen i parken er i Læs dansk bøgernes røde serie (= lette bøger for de 8-11-årige). Historiens omdrejningspunkt er de to venners væddemål om at turde spise levende guldfisk, og det fører dem og læserne ud i overvejelser om madkultur og spisevaner hos os og i mere eksotiske egne som f.eks. Japan. Temavalget er ganske glimrende og ville kunne bruges i en diskussion/samtale på 2.-3. klassetrin om begrebet sund mad hos os og i andre lande. Men desværre kommer historien aldrig på noget tidspunkt til at leve – bl.a. mangler der nogle dramatiske højdepunkter – og jeg er alvorligt bange for, at målgruppen – selvlæsere fra 2.klasse – vil finde historien langtrukken og måske ligefrem kedsommelig.