Påhittene står i kø i dette aktivitetsmateriale for børnehavealderen. Ydermere takker forfatteren i et efterord for bidrag fra sit børnepublikum - en hel del. Bogens syv historier er handlingsmættede, fulde af makabre, ja grusomme detaljer - men godt holdt i ave af de underliggende værdier: hjælpsomhed, familiesammenhold, troen på en dygtigt tænkt plan og det godes sejr. Vi hører historierne om Troldefælden, Ulven med de lysende øjne, Den lede heks, Lilleøres flyvetur, den tohovede sumptrold, Englehus og den onde troldmand Frøgt. Sidst i bogen en række personkarakteristikker, kæmper, edderkopper, hekse, mus, troldmænd, alfer. Bogens 16 sange gengives med noder og becifringer bagest i bogen og på en cd. Sproget er godt og velegnet til højtlæsning, bogens tegninger mange og varierede. Her kan laves temauger og skovture, fester og skuespil af et tændt institutionspersonale.