Temaet i denne roman er kærligheden, som værende det eneste værdifulde i en forfærdelig og ubegribelig verden. Sebastian Locke var en ener, umådelig rig, velbegavet, smuk og afholdt af alle, og det kommer som en stor overraskelse, da han pludselig en dag begår selvmord, selv om han en uge før havde udtalt, at han var så lykkelig som aldrig før, for nu havde han fundet den eneste rigtige. Historien om hans liv fortælles af en række personer, som har stået ham nær: en af hans tidligere koner, en søn, en datter og en ældre kvinde, som er hende, der har en overraskende og chokerende viden. Vivienne, hans eks-kone, tror ikke på teorien om selvmord, hun er journalist og forfatter, og i forbindelse med at hun skal skrive en artikel om Sebastian, sætter hun sig for, at finde frem til, om det er selvmord og i givet fald, hvorfor han så gjorde det. Jeg røber vist ikke for meget - for det gætter læseren - ved at sige, at det drejer sig om om overgreb mod en ung pige, om incest, om svigt af børn og om en masse fortrængninger. Barbara Taylor Bradford har skrevet en lang række romaner af svingende kvalitet, denne hører til i den nedre ende, historien fanger ikke rigtigt, ikke mig ihvert fald. Den måde, den er skruet sammen på, virker lidt for usandsynlig.