Musik / dansk pop/rock

We survive


Anmeldelser (6)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. mar. 2016

af

af

Thomas Tiedje

d. 4. mar. 2016

Hele Danmarks Medina forsøger sig igen med et internationalt gennembrud. Sidst var i 2010, hvor den dansk-chilenske sangerindes andet album "Velkommen til Medina" blev til "Welcome to Medina" og udgivet syd for grænsen, hvor det fik moderat succes i Tyskland. Forskellen er, at melodierne denne gang er spritnye og skrevet direkte til det store udland. Det gør desværre ikke Medinas emotionelle krampetrækninger mindre banale, for "We survive" er, som vi kender det fra sangerinden, en række snapshots af et forsmået og knust hjerte, pakket ind i syntetisk og højglanspoleret dance-pop. En effektiv formel hertillands, men i international udgave lyder det ordinært. En ny Whigfield? Den signatur tvivler på Medinas potentiale.


Gaffa [online]

d. 2. mar. 2016

af

af

Jens Dræby

d. 2. mar. 2016

"Det her er altså ikke rigtig et album, det er mest bare variationer på de samme tre-fire sange".


Politiken

d. 1. mar. 2016

af

af

Simon Lund

d. 1. mar. 2016

"Coveret på Medinas nye engelsksprogede album signalerer krise på flere niveauer ... Bedre bliver det det ikke, når først musikken begynder at spille. En middelmådig samling sange, der smager lidt på tidens skiftende EDM-tendenser, men ikke på noget tidspunkt sætter tænderne i for alvor".


Jyllands-posten

d. 4. mar. 2016

af

af

Peter Schollert

d. 4. mar. 2016

"[Medinas] styrke er at forene pop med et direkte dansk sprog, som fanskaren herhjemme har let ved at konsumere. Når Medina i stedet synger på engelsk, som det sker på det nye album, svækkes hendes integritet som popsanger. I stedet kommer hun hurtigt til at virke som modellervoks for et hold producere".


Berlingske tidende

d. 1. mar. 2016

af

af

Mads Hendrich

d. 1. mar. 2016

"Medina på engelsk er som sodavand uden brus".


Information

d. 4. mar. 2016

af

af

Ralf Christensen

d. 4. mar. 2016

"Det er (...) afgørende for kvaliteten af sangene, om [Medina] vælger den slagfærdige eller den selvmedlidende vej gennem følelsesmoradset. Når sangene drejer ned ad sidstnævnte efterårsallé, [bliver det] helt enkelt for banalt og endimensionelt at være vidne til for andre end de nærmeste pårørende. Og den oplevelse udspringer ikke kun af teksterne, men også af musikken, hvor de dårligste sange - for eksempel »Let Go« og »Jealousy« - beslutter sig for at søbe i følelsen af at være fortabt for altid. Til gengæld er der format over de sange, der formår at triumfere, at håbe/danse/knejse sig op af følelsesmudderet.»For U« er en fremragende søjle af håb. Der er det hujende flotte titelnummer og hi-nrg-technodiscoen på selvrealiseringshymnen »Liquid Courage«. Og nyd også »Walking Mistake« med afskedsordene til ekskæresten: »What comes around, goes around (...) Cause Karma's a bitch/ And it is beautiful.« Strålende, resistent overlevelsespop, der får modgangen til at prelle afmodglitrende overflader og stærke stemmelæber. Ikke specielt komplekse følelser, men det behøver det heller ikke være. Tre-fire minutters emoticons, om man vil".