Cecilie tilbringer en lidenskabelig nat med en mystisk mand. Det skulle bare være for en enkelt nat, men så møder de helt overraskende hinanden igen. Kærlighedshistorie og romantik tilsat sex og lidenskab for især kvindelige læsere.
Cecilie arbejder for en naturbeskyttelsesfond. Hun skal besøge et potentielt projekt i Nordjylland og hendes veninde, Karen, presser på for at hun skal gå ud og finde sig en mand. Cecilie vælger at følge venindens opfordring og beslutter sig for en lidenskabelig nat med en ukendt mand. Næste dag besigtiger hun projektet på det nærliggende gods, hvor forvalteren har ansøgt om midler til genudsættelse af den europæiske bison. Men godsejeren er slet ikke interesseret i projektet, og så viser han sig oven i købet at være den samme mand, som hun havde lidenskabelig sex med natten før. Cecilie og godsejeren kan ikke styre den stærke tiltrækning, men deres professionelle uenigheder kommer imellem dem.
Her er sex og lidenskaben desværre serveret i en noget banal ramme, som aldrig rigtigt kommer ind under huden på læseren. Forfatteren beskriver den lidenskabelige sex med en twist af hverdag fx når parret ikke har nogle kondomer. Rammefortællingen er lidt flad, mens sexscenerne dog emmer af lidenskab.
Der findes mange bedre erotiske bøger på det hastigt voksende marked. Fx er der noget mere kød på handlingen i Pernille Vørs' "Dominic-trilogien", som starter med Spillet om sirenen.