Bogen er en poetisk fortælling om folkene på Digø, især Ida og hendes mor. Idas mor er oprindeligt smed i Christiania, men søger jobbet som maskinmester på færgen til Digø, får det, og flytter med Ida til øen. Et af Idas væsentligste gøremål bliver at få moderen gift med en af øens ungkarle, helst Åge fra færgen. Et væld af andre lokale personer, ikke mindst en nisse, "..som har sine metoder..", og gerne vil hjælpe Ida, giver fortællingen farve og poesi, der ligeledes understreges af den allestedsnærværende jeg-fortæller, der gelejder læseren igennem historien med mange svinkeærinder og sidefortællinger. Og man kan som læser eller oplæser næsten ikke undgå at have Thomas Windings smukke, dybe oplæserstemmne i bevidstheden under læsningen. Bogen er med sine mange finurlige detaljer og underfundige, sproglige spidsfindigheder, vekslen mellem fortælling og fortæller, fantastik og realplan, nok mest til oplæsning, fra ca. 2. klasse. En del af bogens historier danner baggrund for en tv-serie.