Stærk og nærværende digtsamling med oplevelser og indtryk fra livet som dialysepatient på Rigshospitalet. For dig der gerne læser lyrik med tanker om livet og døden.
Digtsamling, der fortæller om de første 9. mdr. af forfatterens dialyseforløb, der starter i februar 2015. Her er digte om at blive patient og føle sig fremmedgjort fra sin krop. En krop, hvor "Min arm ligner Frida Kahlos krop/ der bestod af plastre, søm og skruer/ Den føles uvirkelig - som et fremmed legeme..." Der er digte med titler som "Forsøgskaniner", "Isolation" og et digt om at svæve "På en rosenrød sky" fordi et godt resultat gør at dialysen kun er 2 gange om ugen i steder for 3. Og digte om at glæde sig hver morgen til tevognen kommer med "Te og sandwich". Digte med kritik af "Riget" og om besøg hos karkirugerne. Om at genleve et hårdt patientforløb; erkende døden og gense håbet i livet: "Jeg har gjort mit regnskab op/ og glæder mig ti/ at smelte sammen med solen/ - men først skal jeg lige have skrevet en bog om mit idol Richard Wagner!" Susan Skovborg Roed er mag. art. i filosofi og har skrevet flere digtsamling fx Tranernes hemmelighed.
Fin og menneskeligt bevægende samling, der er et vigtigt vidnesbyrd fra et liv som patient med en alvorlig kronisk sygdom.
En anden ny digtsamling om et sygdomsforløb er Jeg øver mig i at være glad af Maja Mittag.