Den uhyre produktive Scarry nåede inden sin død i 1994 at lave ca. 300 bøger. Han skabte sit helt eget univers med faste personer og miljøer, der alle ligner hinanden. Her ved begyndelsen af skoleåret genudgives billedbogen om killingen Fussis dag i skolen. Bortset fra en uheldig beskæring, der kapper noget af illustrationerne øverst og nederst, er denne udgave identisk med 1. udgaven fra 1971. Vi følger Fussis tur med skolebussen og dagen i skolen og på legepladsen. Senere er der opslag om tal, bogstaver, former, farver osv. Børn fra 3 år har altid elsket de sjove hyggelige og trygge bøger, de menneskelignende påklædte dyr i deres eget mini-univers med de myldrende tegninger med de mange detaljer. Jeg synes dog, at man mærker, at bogen har over 30 år på bagen. Dens blanding af pædagogisk leg-og-lær-bog og sjov og vrøvlet billedbog er rodet og overfladisk, og de enkelte episoder virker underligt usammenhængende. Selv om mange forældre nok kan huske Scarry fra deres egen barndom, er det ikke helt nok, og vi har de sidste 30 år fået mange meget bedre bøger om skolestart.