Henvender sig primært til yngre læsere, der interesserer sig for amerikansk litteratur og politisering af den amerikanske folkeånd.
Lionel White, hvid mand, af soldaterkammeraterne kaldet Black Jesus, vender hjem fra den amerikanske krig i Irak, øjnene skudt ud af et bombeangreb. Lige før hans syn smadres, ser han for sit indre blik en balletdanserinde. Mens han halvt sygner hen i den flække, han er opvokset i med en mor, der driver krejlervirksomhed i en tvivlsom marskandiserbod, dukker Gloria op. Gloria er flygtet på en knallert væk fra en voldelig kæreste i Los Angeles, hendes ben fuldstændig smadrede. Black Jesus er overbevist om, at Gloria er den, han så i sit sidste glimt. Et stille kærlighedsforhold udvikles mellem de to. Kærlighedsfortællingen vikles ind i moderens forhold til en halvindiansk betjent og nogle generelt fallerede forhold i den lille by.
De kiksede beskrivelser af white trash hjemmet, og de politiske overtoner gør, at romanen nok sigter efter at aspirere til stor amerikansk litteratur. En sammenligning kunne være Faulkners I min sidste time eller andre amerikanske lyrikeres værker. Selv i oversættelse fornemmer man, at Simone Felice til dagligt er sangskriver, det meste ligger i beskrivelserne. Læsere kunne være interesseret i Kerouac eller Dylan - Bogen når ikke disses højder, man har dog et gran af et politisk bid, der siger noget om den moderne amerikanske folkeånd.
Smukt oversat prosa om en blind, hjemvendt teenage-krigsveteran fra Irakkrigen. Roman om det fallerede og usle Amerika - samtidig en roman om mulig fremtidstro og lykke.