Blottet for bødlen er ottende bind i serien om kriminalassistent Thornhill og byen Lydmouth. Tidligere er kommet titler som i starten af serien De dødes måned, 1996 Dødelig dårskab, 1997 og senest Seance med skæbnen, 2006. Det er en oplagt titel og serie at formidle til læsere af klassiske, engelske kriminalromaner i moderne indpakning.
Vi er i kriminalgenren. I den traditionelle engelske detektivroman. Ren whodunnit. Scenen er England efter krigen, hvor alting er i opbrud, normer til debat og samfundet rystet i sin grundvold. Det er før, at efterkrigstidens modernisering er sat ind og rykket hovedscenen: byen Lydmouth, ud af de førkrigsmæssige rammer. Taylor er en glimrende beskriver af mennesker og deres psykologiske handlemønstre. Hans miljøbeskrivelser er vedkommende, præcise og detaljerede. I denne foldes historien yderligere ud, da hovedpersonen Thornhill mistænkes for en pensioneret kollegas død.
Taylor kan sammenlignes med forfattere som Bruce Alexander, Colin Dexter, Laurie R. Kins serie om Sherlock Holmes og Robbert Goddard. Både de og han står på skuldrerne af giganterne Agatha Christie og Arthur Conan Doyle. Hans nu otte bind lange serie er sejlivet og heldigvis for det.
Klassisk engelsk krimi med et godt plot, troværdige personer og velbeskrevet miljø fra byen Lydmouth i England. Ottende bind i serien, der kræver, at man kender og har læst de foregående.