Her er det længe ventede 3. (i 2 bind) og næstsidste bind i serien om dragerytteren Eragon Skyggedræber. Det er en traditionel fantasy-serie med bred appel til børn fra ca. 12 år med mod på de på alle måder store historier og til voksne. Det smukke omslag vil umiddelbart "sælge" også dette bind i serien.
Dette 3. er et typisk mellembind i serien med udvikling af personerne, en del små sidehandlinger og forberedelse af de endelige løsninger. Vi følger skiftevis Eragon og hans fætter Roran, der begge modnes og styrkes til den sidste kamp. Dværgene, elverne og de andre racer kommer tættere på hinanden og forener kræfterne til kampen mod den magtfulde, vanvittige og onde Galbatorix og al den magi, han har samlet om sig. Der indledes med en kort synopsis af de 2 første bind. Som i de tidligere bind fortælles der stemningsfuldt og opfindsomt med rig brug af besværgelser, magiske udtryk og specielle navne. Der afsluttes med en omfattende ordliste. Det billeddannende sprog kalder umiddelbart på en filmatisering.
Serien er helt sin egen, men der er i miljø, navne, karakterer og racer stærke mindelser om både Tolkiens forfatterskab og andet klassisk fantasy af crossover typen.
Velskrevet klassisk fantasy med stor og bred publikumsappel.