Bøger / faglitteratur til børn

Caribien


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. apr. 2002

af

af

Marianne Andreasen (skole)

d. 17. apr. 2002

Endnu en flot og velskrevet bog i serien. Denne drejer sig om øerne i det Caribiske Hav, og vægten er lagt på de største øer, Cuba, Jamaica og Haiti; men alle øernes generelle lighedspunkter bliver beskrevet. Forrest i bogen er et kort over området, det er praktisk, da der er mange navne at holde styr på. I de 9 kapitler bliver der bl.a. givet et historisk rids, der fortæller om slaveriet og den multikulturelle befolkning, fattigdom og påvirkning fra specielt USA. Bogen beskriver også landskab, klima, naturressourcer, miljø i forandring og anderledes familiemønstre og arbejdsformer end tidligere. Den tiltagende storturismes fordele og ulemper bliver også behandlet, på lige fod med de store beslutninger, der ligger forude m.h.t. til økonomi og tilknytning til andre lande. Dette er et ikke uproblematisk fremtidsperspektiv, fordi udefra kommende faktorer kan få afgørende betydning. Bogen giver faktuelle og statistiske oplysninger og i faktabokse fortæller caribiere om deres liv og håb for fremtiden. Den er illustreret med flotte og velplacerede farvefotos. Bogen runder af med bl.a. Danmarks forhold til Caribien, ordliste og stikord. Fra 6. kl. og op. Bogen er et godt supplement til tidligere titler om området, med opdaterede oplysninger.


Bibliotekernes vurdering

d. 17. apr. 2002

af

af

Birgit Hald

d. 17. apr. 2002

Caribien er på trods af en større mængde enkeltstater udkommet i serien Et land i forandring, og med hensyn til opbygning og layout ligner den de tidligere bind i serien. Bogen omtaler de fleste af øerne samt Guyana og Surinam i Sydamerika, men den fokuserer især på Cuba, Jamaica og Haiti. Alle opslag er domineret af flotte og for de flestes vedkommende relevante farvefotos, og herudover brydes teksten af gode, meget illustrerende søjlediagrammer med ret nye statistiske oplysninger. Teksten er skrevet i korte sætninger og et dagligdags sprog der kan læses fra 12 år. Efter en meget generel indledning følger kapitler om fortiden, landskab, klima, naturressourcer, miljø, befolkning, arbejdsliv og fremtidsudsigter. Undervejs gør korte udtalelser fra hovedsageligt unge teksten vedkommende, og bagest er der et afsnit om Danmarks forhold til Caribien, en ordliste, litteratur- og internethenvisninger samt et stikordsregister. Ud af børnebibliotekets bestand af bøger om Caribien er det mest oplagt at sammenligne med O. Loumanns <k<De Caribiske øer, 1998, der er mere omfattende og noget vanskeligere tilgængelig samt med Caribien af A. Hodge, 1998, der niveaumæssigt ligger tæt på denne, men indholdsmæssigt dækker landene bredere.



Informationer og udgaver