Denne debatbog diskuterer forholdet mellem medborgerskab, demokrati og uddannelse. Bogen har dannelsesmæssig stor relevans på læreruddannelsen, men også pædagogiske forskere og politikere kan have gavn af bogen.
Gert Biesta er en anerkendt pædagogisk tænker med titler som God uddannelse i målingens tidsalder, 2011, og Læring retur, 2009, bag sig. Som de øvrige titler er denne udgivelse også teoretisk velfunderet og sprogligt tung, men absolut tankevækkende og vedkommende i den pædagogiske verden. Biesta argumenterer i denne bog for den politiske medborgerskabsforståelse til forskel fra den sociale medborgerskabsforståelse. Målet er at udfordre den eksisterende orden for at udvikle demokrati og medborgerskab.
Det vil være oplagt også at læse Biestas øvrige udgivelser i forlængelse af denne bog eller at læse Korsgaards: Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse, 2004.
Teoretisk velfunderet debatbog, som giver lærerstuderende dannelsesmæssig ballast til deres kommende virke.