En dag leger Magnus og Adam en hemmelig leg. Det opdager mor og far, og så må de ikke lege sammen mere. Hvad er det, der sker? Højtlæsning om børns leg og seksualitet. Fra 5 år.
De to venner Magnus og Adam elsker brydelege. En dag tager de tøjet af, og så opdager de hinandens tissemænd. Det er ganske sjovt, for det kilder på en helt anden måde end i tæerne. Men da mor og far opdager legen, bliver Adam bedt om at tage hjem. Magnus forstår intet. Ville det være bedre, hvis han var en pige og ikke havde en tissemand? Det hele er ved at ende med en katastrofe, men heldigvis forstår mor og far pludselig, at det kun er leg. Bogens tekst skifter mellem dialog og beskrivelse af Magnus ́tanker og er suppleret med decoupage-opbyggede illustrationer i farver. Forfatteren og illustrator har tidligere sammen udgivet serien om Nisse og dompap, fx Nisse og dompap - efterår.
Højtlæsning om børns seksualitet, kroppen, leg og køn. Emnet behandles på en lødig måde, og tager udgangspunkt i børns umiddelbare tilgang til det at lege. Bogens budskab er, at børn er nysgerrige, har ret til privatliv, og at børns leg ikke nødvendigvis skal underkastes de voksnes målestok for, hvad der er rigtigt og forkert. Som udgangspunkt egner bogen sig bedst til højtlæsning, hvor der er efterfølgende dialog med barnet.
Det kilder! fra 2010 handler også om børns leg og seksualitet.