Som de to første bøger Eventyrskoven og Børnene på nye eventyr er også denne 3. og sidste bog om Det fortryllede træ sød og hyggelig. Ind imellem kan den nærme sig det uhyggelige og lidt farlige, men læseren kan føle sig helt sikker på, at hovedpersonerne slipper godt fra deres forehavender. Man må sige, det er en satsning at nyudgive en engelsk klassiker fra 1940erne i dag ca. 60 år efter. Hovedpersonerne er børnene Joe, Bessie og Fanny, der i 1. bog flyttede på landet med forældrene. Ny er den forkælede, næsvise Nelly, der skal bo hos dem et stykke tid, fordi hendes mor er syg. Da Nelly hører om Eventyrskoven og Det fortryllede træ, tilkendegiver hun, at hun overhovedet ikke tror på den slags pjat, men hun er nysgerrig og tager alligevel med. De tager på opdagelse i forskellige lande - Kæmpeland, Slaraffenland og Smækland for at nævne nogle. Nelly fornærmer børnenes venner, som imidlertid håndfast lærer hende at opføre sig ordentlig. På rejserne er der ting de må gøre og ikke gøre, hvis de vil undgå ubehageligheder. Somme tider går det galt, men så har de en salve eller andet, som kan trylle og bringe tingene i orden. Bogen kan bruges til oplæsning i de yngste klasser, hvis man går efter hygge, tryghed og forudsigelighed i et gammeldags univers, men sindsoprivende er det ikke.