Endnu et svensk bidrag til serien Virkelighedens verden, som til fulde tilfredsstiller seriens mange trofaste læsere af dramatik fra det virkelige liv. Magdalena Graaf, som bl.a. er kendt i Sverige, som den ene søster til de 2 berømte pop- og ugeblads- og kalenderpiger Graaf-Sisters, beskriver her sin opvækst, og det helvede hun levede i fra hun som 19-årig og gravid blev gift med en tidligere kriminel og voldsmand. Det er en meget personlig, uhøjtidelig og levende fortalt beretning, som udover at beskrive de voldsomme oplevelser, hun var udsat for og hendes efterfølgende nye liv, retter kritik mod myndigheder og politi for manglende beskyttelse og hjælp. Bogen giver også anledning til selvrefleksion hos forfatteren over, hvad der i sin tid fik hende ind i forholdet. Bogen, som bl.a. er rettet mod kvinder i tilsvarende situationer, er helt på linje med mange af de øvrige i serien og har appel til unge fra 14-års alderen og voksne dokumentarlæsere.