Sprælsk poesi, der hylder sproget og menneskenes forbindelser med hinanden og naturen for alle med interesse for ny dansk litteratur.
Denne samling består af urimede tekster med genrebetegnelsen poesi. Det gennemgående tema handler om, at menneskene er forbundet til hinanden, til jorden og til naturen. Bogens tre dele er meget forskellige i stil og fortællerytme. Vi møder først et "jeg" på rejse i et ukendt territorium tæt ved havet, fortalt i et langsomt tempo. Fortællerytmen skifter til en hurtigere puls i anden del, hvor vi befinder os i storbyen. Jeget er nu optaget af dagligdags gøremål, fester med vennerne og kys. I sidste del optræder bl.a. olietønder i rust, vandscenarier og en længsel efter samvær: //regnen er som regn/får blanke flader til at leve/så fik den travlt/stimer udenfor vinduet/sild og klare sten/bider i dit hår/træt af oversvømmelsesscenarier/.
"Fælled" er en betegnelse for et fælles græsningsareal. Med denne titel understreger forfatteren på humoristisk vis, at vi mennesker måske er tættere på naturen. Lidegaard har en levende stemme, der veksler mellem uskyld, vrede, og sarkasme. Hun gør brug af mange typer skrift, leger med det og udnytter forskelligheden til at skabe nye unikke udtryk. "Fælleden" er en vedkommende debut.
Fordi bogen er optaget af forholdet mellem natur og civilisation kan den minde om Theis Ørntofts digtsamling Digte 2014. Men sidstnævnte har et langt større civilisationskritisk fokus.