Forfatteren til den meget læste Jordemoderen fra Hope River har med udgangspunkt i sine dagbøger skrevet en selvbiografisk roman, der som debutromanen har fokus på en tidsepokes jordemodergerning set i amerikansk samfundspolitisk perspektiv.
Jordemorgerningen er en fin indfaldsvinkel til at skildre samfundsudvikling og kvinders vilkår - her i USA fra 1970 til nutid. Den unge Patsy er hippie, (kvinde)politisk engageret, kollektivist og praktiserer det simple, selvforsynende liv. Først med en kæreste med hvem hun får sønnen Mica - senere med sit livs kærlighed Tom, som hun får yderligere 2 sønner med. Fra at have assisteret venner og bekendte ved hjemmefødsler, involverer de sig begge i sundhedsfagligt arbejde, og uddanner sig til hhv. jordemoder og læge. De to driver en kvindeklinik i Ohio og bor selv ude på landet ved Hope River. Bogen byder på et livs op- og nedture, mange fødselsberetninger og beskrivelser fra dagligdagen i små huse på prærier. Bogen holder ikke helt samme højde frem til den fragmentariske slutning, men undervejs er man i dejligt selskab med en varm kvinde, der er trofast mod hippieidealerne og som har haft stor betydning for tusindvis af kvinder, der ønskede at føde naturligt.
Så umage forfattere som Nora Roberts og Marilyn French tilsat en smule spiritualitet; så har man Harmans "spirit".
I en meddigtende selvbiografisk form får man et læseværdigt indblik i både den amerikanske forfatters hippietid og i jordemodergerningen som et kald.