Forfatteren er lektor emeritus i filosofi og religion ved Syddansk Universitet. Denne kulturkritiske analyse vil fortrinsvis få fagfæller og studerende på området som læsere.
Bogen er en kritisk samfundsdiagnose af vores frihedsideologi. Forfatterens pointe er, at den ekstreme forherligelse af friheden har ført til en egokultur, hvor friheden som begreb er et livsmål og nærmest har erstattet lykken. Den totale og grænseløse frihed har ført til en forbrugerisme på alle niveauer, et individualiseret konkurrencesamfund, der gennemsyrer alle livsområder. Selv kærligheden og vores forhold til naturen er påvirket af en usund rationalitet og grænseløs frihedsjagt. Der er en noget misantropisk tone over bogen, der er skarp i sin kritik af det moderne velfærdssamfund. Forfatteren har tidligere skrevet bøger om bl.a. etik og Søren Kierkegaard.
Forfatteren har selv tilbage i 1973 skrevet om emnet i Frihed og samfund. I serien Tænkepauser er der kommet en fin lille bog om emnet af Hans-Jørgen Schantz: Frihed, 2012.
En kritisk samfundsanalyse af jagten på friheden set fra et filosofisk perspektiv.