En bog til dem, der ønsker inspiration til sund hverdagsmad og måske et spark til at ændre på de lidt for usunde kostvaner på en overkommelig måde.
Marianne Florman, som mange kender fra tv-programmet Ha' det godt, har slået sig sammen med Birgitte Escherich fra Kostkompagniet for at lave en kogebog med fokus på den sunde hverdagsmad. Inden afsnittene med opskrifter giver de 2 forfattere fif til tilberedningen, og de gør meget ud at fortælle om vigtigheden af at gøre måltiderne til gode smagsoplevelser, og derfor skal de bygge på de 5 forskellige smage : surt, sødt, salt, bittert og umani. Alle opskrifter er baseret på de 8 kostråd, som anbefales af Fødevarestyrelsen. Det betyder blandt andet, at i de opskrifter, hvor der ikke indgår op til 200 gram frugt og grønt pr person, anbefaler forfatterne, at man serverer et fad med frisk frugt og grønt ved siden af. Der er opskrifter til alle dagens måltider, og derudover til specielle andledninger : til den romantiske middag, mad til at tage med på farten, til sportsudøveren, til grillen m.m.
Birgitte Escherich har udgivet Kloge kalorier, 2008, og i bogen Ha' det godt, 2008 giver Marianne Florman sammen med Peter Q. Geisling gode råd om bla. sund mad. Derudover findes der rigtig mange bøger med forslag til at spise sundt.
Opskrifterne her er lette at følge, de er overkommelige i tid og pris, og her er noget for enhver smag. Jeg kan godt forestille mig, at Marianne Flormans popularitet kan være med til at give efterspørgsel på bogen.