Grundlaget for denne havebog er tv-programmet på TV 2 af samme navn. Arkitekt og haveekspert Stig Lauritsen fra programmet beskriver omskabelsen af 8 haver der dækker vidt forskellige havetyper: Staudehaven, fritidshaven, familiehaven, byhaven osv. Forfatteren gennemgår de 8 haver og indretningen af dem, ud fra de ønsker haveejerne har haft. Det fornægter sig ikke at forfatteren er arkitekt; han arbejder meget med forskellige rum i de enkelte haver, og det er en rigtig spændende måde at få anderledes haveoplevelser på. Til hver af de 8 haver hører et afsnit om et element der er væsentligt for netop denne havetype fx potter, afgrænsning, bede osv. Umiddelbart virker teksten lidt tæt og uden detaljerede instruktioner; men det er heller ikke bogens ærinde. Bogen giver stof til eftertanke og inspiration til bedre planlægning, og den er primært tænkt som læsestof før man begynder at designe haven. Vi får selvfølgelig ind i mellem tips til egnet beplantning, men det er ikke hovedsigtet med bogen. Her er ikke så mange praktiske gør-det-selv anvisninger men masser af overordnede idéer og inspirerende farvefotos. Det er en god bog hvis man virkelig vil arbejde med en haveplan.