Christa Wolf, som er en de betydende forfattere fra det hedengangne DDR, har her skrevet en bog, som ikke direkte handler om livet i DDR-tiden som hendes øvrige romaner. Dette er en historie som kunne foregå hvor som helst, men nu foregår på et hospital i Østberlin. En midaldrende kvinde indlægges i dødssyg tilstand, lægerne kan ikke få slået de baciller ned som har inficeret hende, en bacille med det flotte navn enterobacteriaceae. Gennem sine bedøvelser, i forbindelse med operationer skifter kvinden mellem nutid og datid, bevidsthedskontrollen sættes ud af drift. Hvilke tanker flagrer så gennem bevidstheden, og hvordan står man mod de vrangvendte spejlinger af ens egen historie, og hvordan får man tilgivelse for alle sine fejltagelser? I et på den ene side klinisk sprog, og på den anden side et drømmende og suggererende sprog fortæller Wolf om denne kvindes liv og beskriver en slags dødsrejse, hvor dødsdriften har været den udløsende faktor ved kvindens sygdom. Ikke nogen munter roman, men en fængslende og nær sanset beskrivelse af en enkelt persons agoni.