Med denne gribende og velskrevne bog debuterer Mehmed Uzun på dansk. En bog om livet i eksil, en bog om et forfulgt folk og en bog om kærligheden og de svære kår den må udfolde sig under, når alt rotter sig sammen mod de elskende. Vi følger i et stort anlagt epos Memduh Selim i hans omflakkende tilværelse. Han er kurder, og bliver forvist fra Tyrkiet i 1920'erne og må flakke rundt i Middelhavsegnene på evig flugt og med en evig længsel efter, at den kurdiske stat skal blive til noget. Hans kærlighed til Feriha, som han har truffet hos sin bedste ven, bliver ikke til noget af mange grunde, og den kurdiske stat bliver heller ikke til noget, så Selim må tage livets fortrædeligheder med åben pande. Et flot portræt af den stolte Selim, en suggesterende beskrivelse af Damaskus, Beirut og de øvrige arabiske byer Selim opholder sig i, fortalt i et klart og billedrigt sprog, som formidler atmosfæren og stemningen på bedste vis.