Bøger / faglitteratur til børn / undervisningsmaterialer

Kig på livet i skoven


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. apr. 2013

af

af

Henrik Munch Jørgensen

d. 24. apr. 2013

Fagbog på lix 23 om plante- og dyrelivet i de danske skove. Bogen henvender sig til børn fra ca. 10 år og kan både læses af interesse eller anvendes i forbindelse med faglig læsning eller i natur/teknikundervisningen. Sprogligt halter bogen lidt, og indeholder derudover mange faglige udtryk, så bogen er sværere tilgængelig end førstegangsindtrykket antyder, og kræver derfor forhåndsviden om emnet eller formidling fra en voksen.

Bogen indgår i forlagsserien DigiLæs. Fakta C, som indeholder fagbøger på forskellige niveauer. Denne bog er på niveau C, som er til læsere fra ca. 4. klasse. Bogen er delt i to dele. Første del fortæller om skovens planteliv med særligt fokus på træerne bøg, ask, elm, birk og lind, som alle præsenteres over en hel side hver. Anden del fortæller om forskellige pattedyr og fugle. Derudover introduceres begreberne biologisk klassifikation, fødekæde og fødenet. Teksten suppleres med tegnede illustrationer, som tydeligt viser planter og dyrs særlige kendetegn. Forfatteren ved helt klart, hvad hun skriver om. Men rent læseteknisk lever bogen ikke op til forlagsserier som eksempelvis De små fagbøger.

Forlagsserierne De små fagbøger, De store fagbøger, Det lille fagbibliotek og Læs dansk fakta er andre gode letlæste fagbogsserier, som også kan anvendes til faglig læsning.

Udmærket fagbog, som dog halter læseteknisk og sprogligt.