Troldeungen Koldbøtte og hans far skal besøge heksen og kommer begge noget forandrede hjem. Højtlæsning for børn fra omkring 5-6 år.
I denne tredje bog om troldeungen Koldbøtte beslutter hans forældre at Koldbøtte skal have huller i ørerne, som alle rigtige troldebørn på hans alder har. Troldefar skal ved samme lejlighed have hul i næsen og sammen begiver far og søn sig af sted mod heksen, der kan udføre indgrebene. Rejsen dertil er dog ikke uden forhindringer og da de når deres destination nøjes heksen, som er forelsket i Troldefar, ikke med kun at give Troldefar hul i næsen; hun forvandler ham til en tudse, og regner på den måde med at kunne få ham for sig selv, da hun ved at Troldemor ikke kan lide tudser. Man bør som læser kende de to forrige bøger i serien for at kunne følge med i bogens handling og persongalleri.
Forfatterens humor og fortælleglæde skinner tydeligt igennem på siderne, men formår desværre ikke at løfte historien op på et særligt højt niveau. Bogens handling og plot virker lidt forvirrende og teksten skæmmes af en række irriterende orddelings- og stavefejl.
Historierne om troldeungen Koldbøtte kan ikke undgå at give associationer til en anden troldeunge, nemlig gode, "gamle" Troldepus. Her hører sammenligningen imidlertid også op; nærværende bog taber terræn i forhold til både læsevenlighed, persongalleri og indhold.