Forf. har villet afdække mennesket bag den, i al ydre henseende, stærkt kontrollerende politiker J.O.Krag (1914-78). En opgave som Krag, måske uforvarende, selv indledte ved sin exit fra dansk politik dagen efter EF-afstemningen d. 2.10.72. Forf.'s tese er i øvrigt at det gængse portræt af Krag rummer fejlgisninger og mytedannelser. Har formålet således været at korrigere disse så er det ikke lykkedes fuldt ud. Denne ujævne biografi føjer med sine mere eller mindre tydelige brug af citater (bl.a. baseret på samtaler med en bred personkreds) samt brug af anden politisk/biografisk litteratur ikke mange nye eller overraskende facetter til en udadvendt kantet person der bag sit ydre viste sig at rumme såvel det musiske som det reflekterende. Det skulle måske lige være det element af nyfigenhed som får sit i skildringen af Krags "Casanova-kompleks" (!) og Krag som mere end almindelig kvindekær og -forbrugende. Ellers mest gammel vin på ny flaske anrettet med et sprogligt anstrøg der ikke altid går fri af det causerende og/eller anekdotiske. Savner bogen således tyngde som seriøs politikerbiografi må den tilsvarende skulle knytte sine forhåbninger til en efterspørgsel på den populærpsykologiske vinkling som forf. har valgt at anlægge i sit syn på J.O. Krag.