Vi er atter i fornøjeligt selskab med Marie og hendes familie her i 4. del af serien om Marie fra stenbroen. Marie har som efternøler et særligt forhold til de voksne søskende, der fylder hjemmet ved særlige lejligheder, og lige nu bor Vibeke hjemme, fordi hun venter barn. Det ødelægger hverken stemning eller sammenhold, selv om det er skralt med penge, og hun ikke ved, hvem faderen er. Det er en uovertruffen beskrivelse af en tid og et miljø med Marie som katalysator. Marie er med til fagforeningsjuletræ, med far på indkøb i Sverige, bisidder til de voksnes kortspil, med far på havnen, med de andre børn pø gaden og i skolen. Ude og inde oplever Marie med alle sanser hverdag og fest, årstider og mærkedage, fødsel og død i familien. Specielt er ferien med far på en jysk bondegård med landboliv som kontrast til det kendte. Et halvt år midt i 1950'erne bliver forunderligt nærværende, ikke mindst på grund af dialogen i en jordnær og bramfri familie, hvor Marie tilegner sig sprog og livsmønster, igen fint tolket i kapiteltitlernes ordsprog og vendinger. Oplæsning og selvlæsning 4.-5. kl.