Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Matrixa fra hekseskoven


Beskrivelse


Den unge heks Matrixa er en god heks. Hendes kat Adonis er fuld af spilopper og kommer tit galt afsted. Matrixas to onde tanter stjæler hendes tryllebog. Vil det lykkes Matrixa og Adonis at få tryllebogen tilbage?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. aug. 2013

af

af

Else Lerche

d. 28. aug. 2013

Bogen om en ung heks og hendes kat er velegnet til højtlæsning for børn fra 5-8 år.

Det er forfatterens første børnebog. Matrixa er en ung, smuk heks på 102 år. I modsætning til de andre hekse bryder hun sig ikke om heksemad og spindelvæv og hun vil helst være god og hjælpsom. Hendes kærlige kat, Adonis, som hun kan tale med, er fuld af spilopper og kommer ofte galt af sted, når han vil hjælpe Matrixa. Matrixas to tanter, onde, drillende og ulækre hekse, bryder ind i Matrixas hus. De stjæler hendes tryllebog, men med list og trylleri får Matrixa og Adonis den tilbage og tanterne får deres straf. Der er et fint flow i historien der er fortalt med humor. Den er velskrevet i et billedskabende sprog med en del dialog. Der er morsomme og spændende episoder. Da spændingen hurtigt udløses, er bogen på ingen måde uhyggelig. Matrixa er hovedpersonen, men det er Adonis der, med sin charme, opfindsomhed og nysgerrighed, stjæler billedet. Teksten er sat i en åben sats, forsidebilledet viser en smuk, ung Matrixa og Adonis. Bagsideteksten giver fint indtryk af indholdet.

Børn, der kender Heksen Angina, 2002, vil også synes om denne bog. Klassikeren Den lille heks, 1998, er også om en ung heks der tryller gode ting.

Den velfortalte historie vil de 5-8-årige, nok mest piger, synes om. Den rummer morsomme og spændende episoder og man kan fint bruge den til godnatlæsning, for de spændende episoder bliver aldrig uhyggelige.