"Dagligliv i Danmark for en ung mand under den tyske besættelse" kunne denne roman godt have haft som undertitel. Det er en selvstændig efterfølger til Skyggeår, 1997, som skildrede den 12-14-årige Karls Elmer og hans families liv i Struer. I denne historie er familien flyttet til Roskilde, krigen rumler i horisonten, og biblioteket er stadigvæk den tænksomme drengs tilflugtssted, hvor han læser aviserne også for at kunne drøfte situationen med faderen. Når denne da er hjemme, han er stadig ved Statsbanerne, hvilket desværre ikke lykkes for sønnen. Ellers udvikler livet sig stilfærdigt omkring Elmer. Han gør sig sine erfaringer med pigerne, med tyskerne, med lærerne og med en enerådig chef på det kontor, hvor han ender som elev. Han gør også så småt sine erfaringer i modstandsbevægelsen, og udvikler sig fra en loyal dreng til en moden ung mand, der også efter oplevelser med forskellige søde piger til slut nok mener at have mødt kærligheden. Alt sammen er det positivt fortalt, næsten hyggeligt, på trods af beretninger om tab af menneskeliv ude i verden. Vi får ikke de skarpeste portrætter, men det er en sympatisk bog, der nok appellerer mest til en ældre læsergruppe. Dens forgænger er flittigt læst på mit bibliotek.