Disse indtagende erindringsglimt vil fornøje alle, der interesserer sig for den tyske nobelpristagers forfatterskab. Det er ikke et hovedværk, men en mindre specialitet, der samtidig også er en hyldest til fotografen Maria Rama, der var en nær ven af familien Grass.
Fortælleteknisk er bogen ganske interessant. Grass' 8 børn - 6 egne og 2 sammenbragte - samles på skift hos hinanden og fortæller barndomserindringer, der indbefatter både deres far og fotografen, som forevigede deres liv. Deres stemmer er fiktionaliserede, men der er ingen tvivl om, at forfatteren sidder for bordenden og fører pennen med den nøje udvælgelse, der deraf følger. Det former sig som 9 eventyr, hvor et gammelt boxkamera ind imellem får hovedrollen, idet dets billeder efter sigende viste både fortid, fremtid og det, man i øvrigt ønskede. Historierne gennemsyres af en kærlig tone børnene imellem og en ikke ringe selvironi fra forfatterens side. Bogen er illustreret med Grass' sprøde tegninger af Maria Rama, der nærmest bliver at opfatte som en eventyrfigur.
I 2007 udkom erindringsbogen Når løget skrælles. Bogen her følger igen erindringssporet, men uden sensationelle afsløringer.
En samling indtagende erindringsglimt, hvor familielivet og familiefotografen er i centrum, selvom forfattervirksomhed og politik spøger i baggrunden.