Et par sjove bøger, som vil være velegnet til både højtlæsning fra 6 år og selvlæsning fra 9 år. Målgruppen vil primært være drenge.
Dette er 3. og 4. bind i serien om de to fjollede brødre Karl og Max Olfert. Begge bøger indeholder, som i de foregående bind, tre afsluttede historier. Disse ledsages af sjove illustrationer, som understøtter bogens humor. Endvidere indeholder begge bøger bonusmateriale, som består af beskrivelse af diverse lege, som læseren selv kan foretage, og som relaterer til bøgernes historier. Det gennemgående tema er drengenes meritter gennem et ubekymret liv og nysgerrighed på verden.
Bøgerne sammenlignes bedst med Dav Pilkeys serie om Kaptajn Underhyler, som er sjov og fjollet på samme gode måde, og som appellerer stærkt til samme målgruppe.
Sjov og uforpligtende underholdning. Et par bøger, som med fordel kan formidles til drenge. Det er et stort plus, at bøgerne, med den relativt nemme tekst, fremstår som "rigtige bøger" og ikke som letlæsningsbøger.