Fortællingen er en speciel og fascinerende blanding af en roman, en graphic novel, en flipbog og en film. Ud af de over 500 sider er 158 billeder, og der skiftes ubesværet mellem tekst og lange illustrationsforløb. Det gør bogen let at læse, men den kræver også opmærksomhed i billedlæsningen. Børn fra 9-12 år - måske især drenge - vil kunne fascineres heraf.
Den 12-årige forældreløse Hugo lever skjult bag væggene på en parisisk togstation i 1931 og passer her urene. Han er besat en mekanisk dukke, faderen har efterladt ham. For at reparere den stjæler han smådele fra en gammel legetøjshandler, og derved krydses hans skæbne med den gamle mand og hans guddatter. Sammen forsøger børnene at opklare mysteriet om dukken og dens skaber, og det viser sig af sindrige omveje, at være den gamle glemte filmskaber Georges Mèliér. Det er en fantastisk historie, genialt og kompliceret konstrueret. Alle dele viser sig at passe ind i hinanden som et stykke mekanik. Undervejs kommer vi omkring europæisk ide-, filosofi- og filmhistorie. Begrebet tid, filmen som drømmen om det umulige og menneskets søgen efter identitet flettes ubesværet ind i den næsten krimiagtige handling.
Bogen er unik i sin stil. Jeg mindes ikke at have mødt en lignende hybrid så vellykket udført.
Forfatteren har skrevet nogle få romaner før, men er ellers kendt som illustrator. Her går det hele op i en højere helhed i en perfekt blanding. De mange tegnede sekvenser udført i detaljerede sort- hvide tegninger danner til sammen med den letflydende tekst et flot hele.