For tre år siden udkom den formidable Pigen på sandslottet - måske årets allerbedste billedbogsudgivelse. Her følger så fortsættelsen, hvor drengen tager den lille, skrappe prinsesse med ind i sit og familiens sommerhus, efter at sandslottet er blæst i stykker. Lad det med det samme slås fast: Prinsessen i sommerhuset er endnu bedre end forgængeren. Lige så frodig i sin fantasi og poetisk i sproget, men endnu frækkere og hyggeligt grænseoverskridende. For i al sin sødme og hyggelighed er fortællingen fuldstændig respektløs og grovkornet. De frække søheste æder rent faktisk drengens guldfisk, og drengens forældre prøver rent faktisk at dræbe og udtørre guldfiskene for ussel mammon, og drengen beslutter sig rent faktisk for at forlade sine forældre. I al sin barskhed er historien også meget, meget sød og der findes hele tiden udveje for elendigheden. Helt uimodståelig er scenen, hvor den meget lille prinsesse skal tisse og på toppen af det enorme wc fantaserer om, hvordan sådan et toilet må kunne udnyttes kommercielt. Forrygende billedbog fra Hesselholdt og Modeweg-Hansen. Pragtfulde billeder, sødme og frækhed i sjælden forening, fantasi og ikke mindst overrumplende godt sprog. Et mesterværk blandt billedbøger. Bør nydes af alle over 4-5 år.