Karl Asferg er rejsebogsforfatter og bor halvdelen af året i det sydlige Spanien med sin familie. I påsken 1968 har de besøg af en større flok mennesker, inviterede som uindbudte, gamle venner som nye, og det kommer der en ganske livlig og kaotisk uge ud af. Desværre regner det. Gæsterne er muntre, irriterende, besværlige, uforudsigelige, ja faktisk ligesom Karl selv. Hans højtelskede hustru Irmelin er af den beundringsværdigt godgørende, velopdragne og gæstfri type, som får det hele til at glide, mens Karl tåger lidt rundt i en regnvåd døs af sprut, jalousi og liderlighed. Hans refleksioner og anekdoter om kærligheden, vennerne, familien og livet i almindelighed udgør et skarpt, sorgmuntert billede på den gruppe velstillede voksne, der dengang i '68 skummede fløden i selvoptaget leg med den nye frigjorthed. Den vittige og velskrivende Rifbjerg lader sin ironiske pen flyde, og var det ikke for en konkret tidsangivelse, kunne historien om den lette kedsomhed hos de veletablerede midt i livet såmænd lige så godt udspille sig i dag.