Biografien om Richard Tauber henvender sig primært til de inkarnerede operetteentusiaster samt de af bibliotekernes brugere der kan huske den populære, østrigske tenor fra 1930'erne og -40'erne.
Adda Lykkeboe har skrevet en lang række romaner og sidst digtsamlingen Vinger, 2012. Tenoren Richard Tauber har været en del af hendes liv fra hun som 8-årig hørte ham synge på sine forældres lakplader. AL beskriver hans liv og karriere stort set kronologisk fra han blev født i 1891 til han døde i 1948. Undervejs får læseren en meget detaljeret gennemgang af såvel sangerens privatliv som hans meget populære optrædener rundt omkring i verden. Richard Tauber var især kendt for sit samarbejde med Lehár, der skrev mange af sine operetter direkte til ham, men han sang også med stor fornøjelse og succes lieder og opera. AL fortæller også kort om 1. og især 2. verdenskrig der på grund af Richard Taubers jødiske afstamning, sendte ham i landflygtighed. Læseren får et billede af en verdensfjern og meget dedikeret kunstner hvis økonomiske og politiske naivitet var ved at koste ham dyrt. Teksten er skrevet i et udmærket sprog og har mange citater fra anmeldelser og udtalelser af og om Richard Tauber. Bogen er illustreret med sort/hvide fotos af ham selv, hans koner og kærester.
Det er den første bog på dansk om Richard Tauber.
Det er en grundig gennemgang af Richard Taubers liv og karriere som en af alle tiders største tenorer.