En krimi der kan læses af børn fra 10-11 år, og til oplæsning for børn fra 7-8 år.
Den første bog i en serie om tre brødre der bor i Dalsland, Sverige. I denne bog hjælper brødrene en ældre mand, da han udsættes for et røverisk overfald. Historien har en alvidende fortæller, der især bruger hovedsætninger og dialog. Sproget er enkelt og nuanceret. Satsen har en fin størrelse, og kapitlernes længde ligger især på mellem 3 og 6 sider. Det er en fin historie, om den ældre mand, hans barnebarn, og de tre brødre og røveriet som de bliver blandet ind i. Der er en humoristisk undertone indimellem, men det er især krimihistorien der bærer historien om mødet og venskabet. Bogens forsideillustration virker lidt retroagtig, men dækker i rimelig grad, ligesom bagsideteksten. Bogens forfatter kendes på dansk for hestebogs-serien Klara.
Bogen bringer mig mindelser om Thøger Birkelands serie Dage med Hvæs fra 1980'erne samt fx serien Det seje sjak, hvor seneste bind kom i 2004. Denne nye bog er et fint alternativ til fx Blytons De fem og lignende sprogligt lidt bedagede serier.
En anvendelig krimi til målgruppen til fritidslæsning og frilæsning. Bogen er enkel og har en traditionel tilgang til det at være "en krimi", men får også fint fortalt historien om et spirende venskab mellem de tre brødre og den ældre mand.