Det mystiske i denne bog foregår i en gammel slotsruin. Denne bruges som opbevaringssted for stjålne malerier. Men S.O.S. ser alt - i dette tilfælde dog gennem en søkikkert. Den drilagtige Susie får nogle drøje hug i dette bind - til slut får børnene dog medlidenhed med hende og forsøger at forstå hende, hvilket resulterer i en gang lommefilosofisk sludder, lagt i munden på en af klubbens pigemedlemmer. Dette er næsten værre end de voldsomme ordvekslinger. Optakten til mysteriet er som sædvanlig forfærdelig langtrukken og selve opklaringen virker heller ikke særlig spændende. Et formildende moment ved dette bind er, at børnene er knap så snu som tidligere. Troværdigheden er også større, fordi forældrene her tager affære og hjælper børnene. Man har tit undret sig over, hvor de egentlig var henne i bøgerne. Mødrenes eneste funktion er ellers at bære saftevand og kager til klubhuset. Som voksen læser må man dog stadig krumme tæer over S.O.S. seriens antikverede og nedladende tone.