S.O.S. og den hemmelige grotte

Klubhuset skal repareres, og den hemmelige S.O.S.-klub tager midlertidigt ophold i en gammel grotte. Denne grotte benyttes dog også af den lokale storforbryder, posttyven Albert Tanner, som naturligvis afsløres - takket være S.O.S.-klubbens "geniale" medvirken. Det kunne måske nok være spændende, men desværre er bogen kun blevet en lang og træls affære. De første 50 sider går med at blive installeret i grotten, de næste 30 sider er der lidt optræk, og de sidste 10 sider er viet opklaringen, som flipper ud i ren banalitet. Denne bog opfylder end ikke de alier simpleste regler for seriebøger. Samtalen eller dialogen børnene imellem er på niveau med den, som man kan høre 5-års småpiger lægger deres dukker i munden, og spændingsmomentet er på højde med et fuldstændigt udbrændt lommelampebatteri. Ak ja. Der tales i disse tider meget om ressourcespild - til dette begreb hører bl.a. produkter som S.O.S.-bøger.

Læs hele vurderingen

Mens S.O.S.'ernes klubhus er ved at blive gjort i stand, bruger de 7 medlemmer en hemmelig grotte til deres klubmøder. Grotten er dog ikke mere hemmelig, end at en mystisk mand også benytter den. Selvfølgelig har han ikke rent mel i posen, men viser sig at være en efterlyst postrøver, som S.O.S.'erne serverer grydeklar til anholdelse for det tilkaldte politi. Bogen er ikke særlig spændende. Opklaringen af mysteriet forløber temmelig udramatisk. Personerne er typer uden personlige kendetegn i et fastlåset kønsrollemønster. Drengene opvakte og modige. Pigerne svage og bange. For en voksen læser er det svært at fatte, hvad der gør Blytons endeløse serier tillokkende. Ingen børn kan identificere sig med de klicheagtige papfigurer, der optræder i bøgerne.

Læs hele vurderingen