Serien om Moa og Samuel, der begyndte i Hvem kan blive forelsket i Vilde Samuel 1999, fortsætter med samtidig udgivelse af 3.- 5. bind. Her er det femte og sandsynligvis sidste bind. Det fortsætter historien om de to unge venner fra børnehaven og deres første kærlighed. Historien afrundes med, at de går hver til sit. Den fortælles skiftevis af Moa, der er på skiferie med familien, og Samuel der er hjemme med sit skateboard. Adskillelsen er en hård prøve for deres forhold. Trods savn får de begge en ny kæreste i ferien, og det spændende er om deres forhold holder til utroskab. Men slutningen er ligesom resten af historien sød, lun og udramatisk. Deres forhold er slut, men venskabet og varme følelser består. Historien er fortalt i et letflydende sprog og illustreret med kultegninger. Typografien er åben, og bogen er hurtigt og let læst. Handlingen har humor og beskriver uhøjtideligt og nøgternt de unge følelser både overfor hinanden, vennerne og familien. Bogen kan læses uafhængigt af tidligere bind, men målgruppens alder er ligesom de unges problemer vokset gennem serien. Læseteknisk kan den læses fra 9 år, men den vil være bedst for piger og drenge fra 11 år, der kan nikke genkendende til lignende problemer.