d. 7. juni 2011
af
af
Ulrich Breuning
d. 7. juni 2011
Pasolinis Teorema fra 1968 havde ved den danske premiere den mere sensationelle titel Skandalen i Milano. Der er dog under alle omstændigheder tale om et allegorisk værk, der primært henvender sig til cineaster med interesse for tressernes filmkunst. Men filmen kan også formidles som et interessant eksempel på katolsk mysticisme.
En mystisk, stille ung mand ankommer til en rig fabrikants luksusvilla i Milano. Hans seksuelle udstråling er evident, og fabrikanten og hans hustru, sønnen og datteren samt tjenestepigen drages og sover med ham. Og da han forlader villaen, kaster familien sig ud i forskellige grader af vanvid! Det er nærliggende at tolke den unge mand som en moderne Kristus. Eller måske er det Satan selv, der er på lynvisit? I hvert fald var filmens vinkel i skridthøjde (der dvæles meget ved den unge mands gylp) meget provokerende i det katolske Italien, der generelt havde et anstrengt forhold til instruktøren, forfatteren og debattøren, som var kommunist, ateist og homoseksuel. Det gik helt galt med den ubehagelige, nærmest uselige Salò eller de 120 dage i Sodoma, 1975, men Pier Paolo Pasolini (1922-75) har også signeret værker i neorealistisk tradition som den smukke Kristus-film Matthæusevangeliet, 1964.
Der kan anes et slægtsskab med Luis Bunuels religiøse fabler, og den gådefulde forførers indflydelse på en familie har genklang i en Tom Ripley.
Hverken i form eller indhold en nem film. Men et interessant, tidstypisk aftryk fra en særegen instruktør.
