Katten Sofie flyver med post - og hun klarer den hver gang, også når uvejret raser! Billedbog, fra 3 år.
Der er travlhed i postflyvernes hovedkvarter. Sofie og hendes kolleger sendes ud i alle retninger med posten, og Sofie er lige ved at komme for sent den dag hun får opgaven at flyve til Knokkelbjerg Vejrstation. Men hun tager afsted, og flyver over byer, bjerge, have og floder for at bringe posten ud. Lige før hun når frem kommer der et frygteligt uvejr, men i stedet for at vende om, flyver Sofie videre. Det bliver meget dramatisk, og flyet styrter ned da hun har afleveret brevene og skal hjem. Hun bliver reddet af Igor fra bjergpatruljen og kommer straks på vingerne igen, klar til næste opgave! Forfatteren har selv illustreret, og det er hans første bog på dansk.
Det er en god og spændende historie, som foregår i en slags retrofuturistisk steampunkagtigt univers - med gammeldags flyvemaskiner, luftskibe og uniformer og surrealistiske fremtidsbyer. Teksten er, i modsætning til illustrationerne, ganske enkel og ligefrem, og bogens rigtig gode illustrationer med mange sjove detaljer og klare farver udvider i høj grad historien.
Bogen er 2. udgave, og der er foretaget ganske små rettelser i teksten på få af siderne. Rettelserne ændrer ikke på historien. Bortset fra det er den identisk med den første udgave: Sofie den modige pilot.