Film / nonfiktion

Sund ryg med dit åndedræt


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. okt. 2012

af

af

Anne Grete Jacobsen

d. 19. okt. 2012

Lotte Paarup er fortaler for, at en god vejrtrækning er udgangspunkt for en stærk, smidig og sund ryg, og denne film henvender sig til dem, der ønsker at lave øvelser, der styrker åndedrættet. Filmen vil også kunne bruges af fysioterapeuter m.v., som kan lade sig inspirere.

Lotte Paarup er uddannet fysioterapeut, hun står bag firmaet Den Intelligente Krop, og hun er repræsenteret på bibliotekerne med mange bøger og film. Mange mennesker tror - ifølge Lotte Paarup - at styrketræning er det vigtigste for en stærk og sund ryg, men det mener hun ikke, tværtimod er det åndedrættet og åndedrætsmuskelen, som det er meget vigtigt at fokusere på. På denne dvd fortæller hun, og en anden fysioterapeut viser, hvordan det naturlige åndedræt skal foregå. Øvelserne kan laves overalt, de er stille og rolige, og de kræver ikke noget udstyr. Hele programmet strækker sig over en lille times tid, og man kan vælge at tage det ud i et eller at dele det op i småbidder. Lotte Paarups instruktion er som vi kender den: stille, rolig og nem at følge. Med dvd'en følger et lille hefte, som fortæller lidt om de praktiske forberedelser, og som ellers er en introduktion til træningsprogrammet.

Det naturlige åndedræt spiller en stor rolle for Lotte Paarup, hun har udgivet flere bøger med fokus på det, og i 2009 udgav hun dvd'en Oxygen, som også består af træning af åndedrætsmusklerne.

Jeg synes Lotte Paarups film er meget brugbar, hendes instruktioner er lige til at gå til, og de er meget velegnede til hjemmebrug.