Til læsere af Janina Katz' forfatterskab og til læsere af skønlitteratur med jødiske rødder og baggrund.
Janina Katz er født 1939 i Krakow og kom til Danmark i 1969. Hun debuterede på dansk i 1991 med digtsamlingen Min moders datter. Janina Katz har siden etableret et alsidigt forfatterskab med både digte, romaner, noveller og børnebøger. Som i hendes forrige bøger er der i Tilbage til æblerne en rød tråd tilbage til en polsk-jødisk baggrund og opvækst. Nærværende bog indeholder både et mindre afsnit med digte, som er en slags prolog og indledning og et større antal prosa- og erindringsstykker. Sammenlagt portrætteres en række mennesker som har betydet noget i Janina Katz' liv. Hun fortæller bl.a. om de såkaldte store emner i livet og ofte om jødiske skæbner. Enkelte erindringsstykker berører også Stalins gulag, Auschwitz og mere mytisk indhold. Teksterne er ganske velskrevne og tankevækkende.
Teksterne ligger i naturlig forlængelse af Janina Katz' øvrige forfatterskab og kan læses som dette.
Velskrevne og sympatiske erindringsstykker med polsk-jødisk baggrund.