Rørende, voldsom og vigtig selvbiografi, hvor en fri mand i 1800-tallets USA kidnappes og sælges som slave i sydstaterne. Et must i forbindelse med slaveriets historie i USA, oplagt til skolebrug som kildemateriale og samtidig til læsere af selvbiografier.
Den frie mand Solomon Northup kidnappes og fragtes til New Orleans, hvor han sælges som slave. Og det er han så i 12 år. Ud over at være Solomons fortælling, er bogen også en detaljeret skildring af slaveriet, set gennem Solomons øjne, samt fyldt med detaljer om eksempelvis bomuldsdyrkning. Bogen afsluttes af et appendiks med kildemateriale fra Solomons samtid. Selvom bogen er fra 1853, er dette den første danske oversættelse. Filmatiseringen 12 years a slave vandt i 2014 bl.a. en Oscar for "bedste film".
Når man læser "Tolv år som slave" kan man ikke undgå at blive rørt. Solomons historie er i sig selv modbydelig og meget stærk, men samtidig er bogen også et vidnesbyrd om syge ting i datidens samfund, som Solomon skriver her: "Det er ikke slaveejerens fejl, at han er grusom, for fejlen ligger i det system, han lever i. Han kan ikke modstå sædvanens indflydelse eller sit netværks påvirkning". Meget hårde og triste ord.
Romanklassikeren Onkel Toms hytte (Ved Jørgen Larsen) udkom året før Northups selvbiografi, og de to bøger kan læses sammen.