Første del af ny serie i fantasygenren med hekse som tema. Et godt bud til de yngre fans af genren, i dette tilfælde dyreglade piger fra 10 år. Både den fine forside og bagsideteksten formidler bogen fint.
Med vanlig sikker hånd får Lene Kaaberbøl fat i sin læser fra første side i denne spændende historie om den helt almindelige leverpostejfarvede og stille Clara, som viser sig at bære på vildhekseevner. Et dramatisk møde med en sort kat og en ond heks, sender hende på hekseskole hos en heksemoster, hun ikke anede, hun havde. Men heller ikke her er hun i sikkerhed, hun bliver narret i en fælde og ender med at måtte gennemgå en række hårde prøver hos Ravnemødrenes råd. Sprogligt er bogen levende, mundret og flydende, og man tror på miljø og figurer med hovedpersonen jeg-fortælleren Clara i centrum.
Kvaliteten minder naturligvis om Kaaberbøls skammerserie, men ellers ville jeg give den til dem, der kunne lide Mette Finderups Dødsgudens løgne (08/02) og Støvets land (10/12).
Jeg læste den i et ruf, og det tror jeg også målgruppen vil, for den er elementært spændende, har en sympatisk heltinde, som man tror på og en så tilpas stram handling, at de yngre læsere kan holde tråden i den. En rigtig god og sympatisk bog, som jeg også godt kunne finde på at anbefale til oplæsning for de lidt yngre. Og jeg glæder mig til at se, hvad hun finder på i næste bind.