Pilates grundlagde et fitnesscenter i New York i 20'erne med et system, han selv havde udviklet, og som havde til formål at styrke kroppen og sindet samtidig ved at bruge kroppen på en anden måde. Efter hans død bliver øvelserne stadig ændret og forbedret i takt med at der er sket ændringer i vores livsstil. Pilates-metoden bygger på 8 principper : afslapning, koncentration, balance, vejrtrækning, centrering, koordination, flydende bevægelser og udholdenhed, og den kan beskrives som en form for bevægelsesmeditation uden åndelige overtoner. Denne bog består af en introduktion til systemet og en grundig gennemgang af ca. 50 forskellige øvelser af forskellig sværhedsgrad med instruktive fotos og tegninger. Ifølge forfatterne er metoden især velegnet til folk, der har problemer med ryggen eller som har fået sportsskader, men den kan også anvendes af alle, som ikke dyrker motion i forvejen. I 1998 udkom Styrk din krop med Body Control af de samme 2 forfattere. En sammenligning af de to bøger, viser selvfølgelig at grundprincipperne er de samme, men nogle af øvelserne er forskellige og den nyeste medtager flere øvelser.